INDTRYK – AFTRYK – UDTRYK

– Forbindelser mellem mennesker og natur

Hvilken betydning har ens natursyn for, hvordan man navigerer i naturen, og hvad sker der egentlig, hvis man tager ud i naturen og oplever den? Ikke for at måle, veje og beherske den, men for at sanse og mærke den. Det og meget mere skal eleverne undersøge i dette forløb, hvor løftede pegefingre og klimaskam ikke får plads.

Som det allerførste skal eleverne enkeltvis på en guidet lydvandring i naturen. Lydvandringen er indtalt af skuespiller ved Aarhus Teater, Emil Prenter. Målet med lydvandringen er, at eleverne skal finde ”deres eget sted”, mens de oplever og mærker naturen med deres sanser.

Elevernes oplevelser fra lydvandringen indgår flere gange i forløbet. Det gør de, når de skal arbejde med forskellige natursyn, myter i religioner og håb på tværs af generationer og tidsaldre. Elevernes egne steder og sansninger på lydvandringen spiller altså en central rolle i hele projektet – ikke mindst, fordi forløbet tager sit afsæt i stedsbaseret læring.

Eleverne skal se nyproducerede fagfilm om natursyn med teolog og bioetiker, Mickey Gjerris. Filmene lægger op til tekstarbejde, der belyser sammenhængen mellem religiøse myter og forskellige natursyn. De skal desuden arbejde med nedslag fra bogen Mælkebøtteblod af Merete Pryds Helle, hvor de præsenteres for tanker om håb. 

Projektet afrundes med et refleksions-kortspil og muligheden for at prøve den fotografiske teknik, blåtryk, som er en nem og smuk måde at samle naturen og elevernes indtryk fra forløbet i et kreativt produkt.

Projektet indeholder:
Lærervejledning
Forslag til prøveoplæg
Klassesæt af elevhæfter
Hjemmeside
Lydvandring indtalt af skuespiller, Emil Prenter
Fagfilm med teolog og bioetiker, Mickey Gjerris
Refleksions-kortspil
Materialer til blåtryk

Målgruppe: 7.-10. klasse

Fag: Kristendomskundskab
Lektioner:

Med Kierkegaard på SoMe

– Et etikforløb om Kierkegaard og digital dannelse

Ved dine elever, hvor stor indflydelse de har på deres egen og hinandens digitale fortællinger?

Med Kierkegaard på SoMe er et kristendomsfagligt projekt, hvor Søren Kierkegaard holder et spejl op foran de unge og derved kan være en etisk guideline for deres dannelse og færden på de sociale medier.

Projektet sætter fokus på etik, moral, ansvarlighed og almen dannelse. Kierkegaard er derfor aktuel, fordi han bidrager med noget helt unikt til vores kulturelle dannelse, og hans filosofi er grundstenen i eksistentialismen.

Med afsæt i Kierkegaards eksistensfilosofi bliver eleverne opmærksomme på, at de har pligt til at tage ansvar for det, de siger og gør, ikke mindst for det de sender ud på de sociale medier, hvor det, de skriver, kan få uoverskuelige konsekvenser for både dem selv og andre.

I PROJEKTET ARBEJDER ELEVERNE MED

  • Søren Kierkegaards liv og eksistentialismens grundtanker
  • Tegneserien På kant med Kierkegaard
  • SMS-novellerne Update, X-factor, For evigt og Du skal! fra Mennesket er en Ø af Sangerinden og Den Søvnløse
  • Skabelsen af identitet.
  • Den frihed og det ansvar, der ligger i det frie valg.
  • Ansvar for egne valg og handlinger.
  • Angsten, der følger med, når man har ansvaret for sit eget liv og skal tage ansvaret for konsekvenserne af ens valg også på de sociale medier.

Målgruppe: 7.- 10. klasse

Fag: Kristendomskundskab
Lektioner: 6 lektioner